TFword i samtale med State Of Mind

Vi talte med den legendariske newzealandske drum & bass-duo om deres rejse, studiealbummer og planer for i år!

State Of Mind kommer fra Auckland i New Zealand og består af Stu Maxwell og Patrick Hawkins. De har ikke bare lavet drum & bass-musik – de har ændret liv. Så stærk er duoens højoktanmusik. I over to årtier har State Of Minds konsekvent fremragende udgivelser hjulpet deres land med at blive en global drum & bass-magtfaktor.

State Of Mind debuterede i 2005 på Doc Scotts 31 Records, hurtigt efterfulgt af udgivelser på CIA Records, Technique Recordings og Viper Recordings, hvilket gjorde debutåret fantastisk. Siden da har duoen udgivet deres musik på drum & bass-genrens mest respekterede labels, indtil de startede deres eget label, SOM Music. Deres ikoniske katalog, som spænder over to årtier, rummer utallige EP’er og singler samt fire studiealbummer og ét livealbum.

Efter afslutningen på New Zealands intense festivalsæson er State Of Mind klar til endnu et travlt år med ny musik og koncerter. Vi fik mulighed for at tale med duoen om deres legendariske status, deres fire albummer og planerne for i år – og her er, hvad de havde at sige:

TFword: I har ikke bare formet New Zealands drum & bass-lyd, men har også haft stor indflydelse på genrens globale status. Hvordan har rejsen med State Of Mind været for jer?
State of Mind: Det er godt nok en stor kompliment. Tak. Det har været noget af en rejse. Jeg tror, vi har lavet SOM (State Of Mind) i næsten 20 år nu. Fem albummer og flere turnéer, end vi kan tælle!

TF: Mange af jeres fans – os selv inklusive – vil gerne vide, hvordan I fandt sammen. Hvordan begyndte State Of Mind-duoen?
State of Mind: Grundlæggende lavede vi begge musik hver for sig og mødtes gennem venners venner. Jeg havde nogle virkelig retro Korg Elec-tribes og brugte min roommates computer til at lave drum and bass. Pat lavede også drum and bass, så vi begyndte at tale sammen og besluttede, at vi skulle prøve at lave et track sammen.

Det blev virkelig godt – så godt, at vi faktisk fik et tilbud fra et ret anstændigt label om at udgive det. Vi takkede nej til tilbuddet (tro det eller ej) og besluttede i stedet at lave flere tracks sammen for at forbedre vores færdigheder. Det var nok omkring 2001. De næste par år brugte vi på bare at opbygge et katalog af musik, og så begyndte vi at udgive det hele omkring 2004. Den strategi var ret effektiv, for da labels begyndte at blive begejstrede for os, havde vi masser af tracks at tilbyde dem.

TF: Efterhånden som jeres banebrydende katalog voksede, hvordan synes I så, at jeres lyd udviklede sig sammen med det?
State of Mind: Vores musik er helt klart blevet mørkere og mere teknisk. Når det er sagt, udgiver vi stadig ting, der er melodiske eller dybe. Det er ikke kun neuro-bangers, vel! Jeg tror generelt, at vi i dag er mindre påvirket af drum and bass-tendenser og mere åbne over for bare at gøre vores eget eller hente idéer fra andre musikgenrer.

TF: Fire stærke studiealbummer med så bred en vifte af stilarter. Hvordan vil I beskrive oplevelsen af at arbejde på disse udgivelser?
State of Mind: Det er faktisk fem albummer, men vores første album blev aldrig udgivet uden for New Zealand og Australien. Det var kun et CD-album. Vi får stadig mails fra folk, der spørger, hvor de kan købe det. For at svare på dit spørgsmål: Det er hårdt at arbejde på et album. Det er en lang proces, og når man når til slutningen, er man træt af de første tracks, man skrev.

Det er heller ikke, fordi vi har en producer, der kommer ind og giver os et udefrakommende perspektiv. Alligevel er tilfredsstillelsen ved at færdiggøre et album og få det ud virkelig svær at slå. At finde på et koncept, et navn, artworket, tracksene – det hele. Hvert album er et massivt projekt.

TF: 18 år senere føles ‘Sunking’ stadig lige frisk. Hvad er det hemmelige element i tracket, som vi endnu ikke kender?
State of Mind: Haha. Det ved jeg faktisk ikke. Det sjove er, at vi skrev det track fra start til slut på omkring fire timer. I dag bruger vi længere tid på en lilletromme.

TF: Kan I beskrive jeres bedste festival- eller rave-minde?
State of Mind: EDC Las Vegas før Covid var ret episk. Weekendens skala (og selve festivalens) var fuldstændig overvældende. Et andet ret særligt minde var første gang, vi spillede på en festival, der hed ‘The Big Day Out’.

The Big Day Out var en festival, der tidligere blev afholdt i Australien og New Zealand, og den havde de mest utrolige lineups. Jeg taler om navne som Metallica, Foo Fighters, Rammstein, The Ramones, The Chemical Brothers, Prodigy, Marilyn Manson, Rage Against the Machine, Red Hot Chilli Peppers, Soundgarden, Hole – listen fortsætter bare. Det var i bund og grund vores første ‘store festival’.

Vi spillede i et enormt telt kaldet boiler room foran omkring 8.000 mennesker midt på eftermiddagen. Vi spillede stadig vinyl dengang, og mine hænder rystede så meget af begejstring, at jeg (Stu Maxwell) ikke var sikker på, om jeg kunne få nålen ned i rillen!

TF: Hvad har State Of Mind planlagt til os i år?
State of Mind: Vi har en ret lang liste af singler, der skal ud i år. Det ser ud til at blive otte tracks fordelt på fire udgivelser, men vi laver måske et par stykker mere, hvis labellet har plads i udgivelsesplanen. Nogle af tracksene er også virkelig hårde. Vi overvejer et album næste år, men nu må vi se, hvordan det går. Vi skal stadig finde på et koncept for at få bolden til at rulle.

Interviewet er redigeret af hensyn til klarheden.

Udforsk hele State Of Minds katalog her:

Du vil måske også kunne lide:

Alt, du skal vide om Wine & Vibes Vol. II, New Zealand

Icicle siger farvel til sit Drum & Bass-alias

TFword i samtale med RUEBIK & Michèle Ducray