Indisk folkekunst, der har stået tidens prøve
Vi ser nærmere på en håndplukket række indiske folkekunstformer, vævet ind i fortællinger og fyldt med levende farver.
Vi skal tale om en håndplukket række indiske folkekunstformer, vævet ind i fortællinger og fyldt med levende farver!
Folkekunst skabt af indere har altid handlet om at udtrykke hverdagslivet – den enorme kulturelle mangfoldighed, landbrug og husdyrhold, dans og musik, underholdning samt intime udtryk mellem kønnene. Noget folkekunst, der har stået tidens prøve, stammer fra stammefolk og bosættelser rundt om i landet.
Warli
Warli-kunst af Smita Pitre
Warli-kunstformen blev hovedsageligt brugt af stammefolk, der boede i den vestlige delstat Maharashtra. Adivasierne (stammefolkene), der bor i de mere vestlige distrikter omkring det nordlige Sayadri-område, praktiserer stadig disse kunstformer i dag! Det fascinerende ved Warli-kulturen er, hvordan dens forestillinger bygger på Moder Natur som den ultimative kraft, og hvordan man beder til og takker naturen for dens overflod. Tarpaen, et musikinstrument der er populært blandt adivasi-stammer, ses ofte i nogle af de mest almindelige adivasi-malerier som det centrale element, omgivet af mennesker med armene i vejret, der danser i en spiral. I nyere tid har Adivasi Yuva Seva Sangh også medvirket til at registrere Warli-kunst som en geografisk betegnelse for at beskytte stammens intellektuelle ejendomsrettigheder.
Pattachitra
Patta Chitra af Shakti, uploadet til Wikimedia Commons
Denne stofbaserede rullekunst eller maleri på patta er en traditionel folkekunstform, der er udbredt i Indiens østlige delstater Odisha og West Bengal. Motiverne forestiller som regel mytologiske guder og gudinder og blev givet til pilgrimme, der besøgte den hellige by Puri i Odisha. Malerierne blev udelukkende skabt med farver fra naturlige kilder, og det var ‘Chitrakaraer’, der fremstillede dem. Stilen kendetegnes af måden, motiverne skabes på, kanterne indrammes og gudernes glorværdige møder fremstilles – især populært blandt Jagannath- og Vaishnav-sekter, der bor i området.
Kunststilen er også blevet brugt på andre overflader end stof, blandt andet til vægmalerier og graveringer i palmeblade.
Du vil måske også kunne lide: Futurisme i Odishas Pattachitra-kunst
Gond
Gond-kunst af Sumita Roy Dutta via Wikimedia Commons
Gond-stammen i Madhya Pradesh skabte denne smukke folkekunstform, der stadig er udbredt i dag og bruges til motiver på forskellige overflader. En af de unge Gond-kunstnere, Jangrah Singh Shyam, overførte alle malerier fra lærred til papir for at bevare dem. Formen udtrykker det, Gond-folket så omkring sig – den naturlige verden – med enkle linjer og prikmønstre, der udfylder den omridsede tegning.
Som i de fleste gamle, traditionelle folkekunstformer blev der brugt naturlige farvepigmenter – fra mudder til dyregødning, blomster- og planteekstrakter med mere.
Kalamkari
Kalamkari-billede, venligst udlånt af Desicraft-bloggen
Som navnet antyder, var kalam-kari (pennens håndværk) den mest populære kunstform under Andhra Pradeshs Golconda-dynasti. Kalamkari er også navnet på en landsby, hvor kunstformen oprindeligt blev opfundet, herunder bloktryk på tekstil, som begyndte her. Det vil måske overraske dig, at kunstformen stadig findes i Isfahan i Iran samt i de indiske delstater Andhra Pradesh og Telangana.
Oprindeligt blev kunstformen fremstillet efter en meget detaljeret metode. Da man udelukkende brugte naturlige farvestoffer, var det vigtigt, at hvert trin blev fulgt præcist – også forberedelsen af det lærred, der skulle males på. Der bruges også blandede metoder til at fremstille bestemte farver som blå, blandt andet med voks, mælk og mange andre teknikker.
Madhubani
Kohbar skabt af Padma Shri Sita Devi via Wikimedia Commons
De detaljerede og omhyggeligt udførte Madhubani- eller Mithila-malerier kan spores tilbage til Raja Janak, der var konge af Mithila, en gammel by i Indien. Området er stadig omstridt som en del af Nepal og den indiske delstat Bihar, men kunstformen stammer fra denne region. Kunstformen er fyldt med geometriske mønstre, talrige linjer – både lige og andre – symbolske kulturelle elementer og fantastiske farver. Som i de fleste andre indiske folkekunstformer havde Madhubani-kunstnerne naturen og guderne som centrale temaer i deres værker. Det kunne være motiver som månen og solen, planter fra naturen, lovprisning og tilbedelse, guder og gudinder under festligheder samt meget mere – alt sammen i naturlige farvestoffer.
Kerala-vægmalerier
Vægmalerier i Vaikom Temple Sreekovil via Sivavkm på Wikimedia Commons.
Den form for vægmaleri, der praktiseres i Kerala, blev i over 2.000 år oftest brugt i templer i Kerala. Disse detaljerede, levende og overdådige malerier er stadig blevet bevaret af lokale kunstnere, som om de viderefører traditionen ved at gøre det. Mange fresker viser fortællinger fra hverdagslivet samt scener fra Puranaerne. Ifølge Indian Folk Arts hjemmeside blev vægmalerierne malet med fem farver – sort, hvid, rød, gul og grøn – hvoraf nogle var naturlige farvestoffer, mens hvid og de varmere farver blev udvundet af rød laterit og hvid kalksten.
Phad
Denne religiøse form for rullemaleri stammer fra Shahpura nær Bhilwara og blev praktiseret i Rajasthan. Hellige mænd, der sang religiøse sange, blev kaldt Bhopas, og de gik rundt med malerier, der nærmest symboliserede et omvandrende tempel med alle Rebari-samfundets guddomme på den tid. Hvert phad-maleri var meget, meget stort – 3-4,5 meter højt og nogle gange endda 9-12 meter langt. Stoffet, der blev brugt som lærred, var klæde eller phad. Alle farverne var pigmenter fra planter.
Tanjore-malerier
Et Tanjore-glasmaleri af Venugopala Krishna flankeret af Gopikaer via Wikimedia Commons.
Den gamle by Thanjavur i Tamil Nadu var hjemsted for disse malerier, skabt af de traditionelle folk, der boede der. Kunstformen opstod i det 16. århundrede, da byen var hovedstad i Chola-dynastiet. Cholaerne var meget begejstrede for kunst, håndværk og storslåede skulpturer. Det siges også, at kunstformen blomstrede ved Maratha-hoffet i Thanjavur. Malerierne var som regel baseret på portrætter af guder og mennesker og skulle være ekstremt levende og farverige. Man kunne endda få et glimt af dem i et mørkt rum på grund af deres stærke glød. Ud over naturlige pigmenter brugte Thanjavurs folk avancerede teknikker til at få malerierne til at skille sig ud, blandt andet guldfolie – et lag 22 karat guld påført materialets overflade. Mange halvædelsten bidrog også til at fremhæve og udsmykke malerierne.
Flere artikler om folkekunst:
Forskellige former for folkekunst rundt om i verden
Britisk folkemusik, der fortæller LGBTQ-historier
Information hentet fra Indian Folk Art Org, The Better India, og The Artifice. Forsidefoto hentet fra billeder på Wikimedia Commons.
