Organ²/ASLSP – verdens langsomste koncert

I 1998, da en gruppe komponister, musikologer, organister og filosoffer i Tyskland grublede over, at et orgel kan holde en tone i det uendelige, fik de idéen til en opførelse afstemt efter et moderne keyboardorgels ikke-eksisterende tidsgrænse. Resultatet blev det, der i dag er kendt som verdens længste og langsomste koncert.

Partituret til “Organ²/ASLSP” markeret med datoer for akkordskiftene. Copyrightfoto af Gordon Welters for The New York Times

The Organ²/ASLSP-koncerten begyndte i Halberstadt i Tyskland den 5. september 2001 i middelalderkirken St. Burchardi. Koncerten er planlagt til at fortsætte frem til år 2640 og udspringer af den amerikanske komponist John Cages genialitet. Han skrev et stykke for klaver og ønskede, at tempoet skulle være “så langsomt som muligt”. Stykket blev til det, der i dag er verdens længste og langsomste koncert, som forventes at vare i 639 lange år. The Organ²/ASLSP-koncerten finder sted på det, der regnes for at være det allerførste moderne orgelkeyboard, bygget af Nicolaus Haber i 1361 i Halberstadt – præcis 639 år før det 21. århundredes begyndelse, skrev Catherine Hickley i The New York Times.

En skærm viser akkordskiftet til de socialt distancerede tilskuere uden for St. Burchardi. Copyrightfoto af Gordon Welters for The New York Times

Siden begyndelsen har det været et ritual blandt fans at overvære hvert toneskift – indtil videre har 140.000 mennesker besøgt Halberstadt for at overvære den igangværende opførelse. Den pensionerede professor i samfundsvidenskab Rainer Neugebauer, som leder John Cage Organ Foundation, koncertens organisatoriske organ, fortalte, at akkordskiftet var noget, de “ikke kunne udskyde” – heller ikke under en global pandemi. Derfor var tilskuere fra Danmark og Tjekkiet mødt op til det første akkordskift siden 2013. Der har indtil videre været fjorten akkordskift. De så sopranen Johanna Vargas og komponisten Julian Lembke sænke to nye piber ned på orglets krop og skabe en ny akkord med syv toner: C, D♭, D♯, A♯, E samt de nye G♯ og E.

Johanna Vargas (til venstre) og Julian Lembke (til højre) tilføjer piber til orglet for at skabe akkordskiftet. Copyrightfoto af Gordon Welters for The New York Times

Ifølge Neugebauer er opførelsen “ikke et projekt for masserne”, men et “krystallisationspunkt for samtidskunst”, som “bringer interessante mennesker til Halberstadt”. For byens borgmester, Andreas Henke, rejser opførelsen “filosofiske spørgsmål” om, hvordan tiden tvinger tilskueren til at “træde et skridt tilbage og sætte farten ned”. Henkes “store håb” er, at projektet vil fortsætte frem til 2640 og kræve flere overdragelser mellem adskillige generationer. Opførelsen kræver dog ikke så meget en fast organist som piber, der tilføjes eller fjernes ved hvert lydskift og holdes nede af sandsække.

Pedaler, der aktiverer orglets piber, som holdes nede af sandsække. Copyrightfoto af Gordon Welters for The New York Times

Private donorer kan finansiere udgifter til vedligeholdelse og drift og dermed sponsorere en enkelt tone, der klinger i et år, for over 1.000 euro. Donorerne får kreditering i form af en metalplade med deres indgraverede navn, som derefter udstilles i katedralen under hele sponsorperioden. Selvom projektet har indsamlet omkring en million euro, er donationerne faldende, og økonomiske krav tynger projektet, forklarede Neugebauer.