Dina Summers blueprint for det evige soniske groove

Vi talte med den elektriske trio om deres nye album, rejsen som kollektiv, ikoniske optrædener og det næste på programmet.

Med en fortryllende fusion af tre særprægede, men dybt kompatible musikalske identiteter er det ikke underligt, at Dina Summer har skabt konsekvent topklasse-output siden dannelsen i 2019. Den Berlin-baserede trio har opdyrket en lyd og æstetik, der føles både nostalgisk velkendt og spændende ny, og det har givet dem en unik plads i det moderne elektroniske musiklandskab.

Dina Summer er skabt af Kalipo og DJ-duoen Local Suicide, med den gådefulde græske vokalist Dina i front. Hendes musikalske rejse begyndte tidligt, da hun som teenager optrådte på lokale radiostationer i Thessaloniki. Faktisk gjorde hun sig bemærket som en af de første kvindelige DJ’s på byens scene, udfordrede konventionerne og skabte sig et navn med sin modige, eklektiske smag.

Hendes kunstneriske vej førte hende til sidst til Berlin, hvor hun mødte sin partner Max, og sammen dannede de Local Suicide – en dynamisk duo, der er kendt for at væve post-disco, new wave og dark techno sammen i kraftfulde DJ-sæt og produktioner. Gruppens tredje medlem, Jakob, bedre kendt som Kalipo, tilfører en kontrasterende, men perfekt komplementær energi. Han kommer fra Bayern og satte tidligt sit præg som medstifter af det legendariske tyske electro-punk-band Frittenbude, før han kastede sig over soloproduktioner, der skubbede til grænserne for elektronisk musik med tekstureret, følelsesmæssig dybde.

Sammen har trioen fundet et særegent sonisk sweet spot: en berusende blanding af 80’er-italo disco, EBM, new wave og electroclash fra de tidlige 00’ere. Resultatet er mørk, retrofuturistisk synth/wave-pop, der pulserer med klubbet bas, svævende melodiske hooks og surrealistiske tekster, som balancerer selvironisk respektløshed med en oprigtig kunstnerisk vision. Der er en tidløs coolness over deres lyd, men den føles samtidig altid dragende og fremsynet.

Debutalbummet etablerede dem som leverandører af mørk, dansabel synthpop, men det er deres andet album, ‘Girls Gang’ (udgivet tidligere i år), der for alvor viser deres udvikling. Pladen læner sig længere ind i sangskrivningen og inkorporerer livebas og guitar, mens Dina’s vokal får mere plads til at stråle og bevæger sig mellem sungne passager og hendes karakteristiske spoken-word-stil. Trods det udvidede soniske spektrum bevarer albummet de fængende melodier og klubvenlige energi, der definerer Dina Summers lyd. Numrene spænder fra indiepop-hymner til dansegulvsbaskere og beviser, at de kan balancere tilgængelighed med undergrundscredibilitet.

Med tanke på dybden i deres inspirationskilder og den ubesværede måde, de tager form på musikalsk, var det tid til at kigge nærmere bag kulisserne og forstå tilblivelsen af ‘Girls Gang,’ deres kreative proces, og hvordan det egentlig føles at være en del af en trio, der er så sammentømret. Derfor satte vi os ned med Dina Summer til en snak om deres udvikling, kunstneriske forbindelse og visionen bag en af Berlins mest spændende acts.

TFword: Jeres andet album ‘Girls Gang’ udforsker temaer som empowerment, outsiderfølelse og nostalgi. Hvad var den overordnede vision bag pladen, og hvordan formede disse temaer dens lyd?
Dina: Visionen bag Girls Gang var at skabe et rum, hvor individualitet bliver fejret, og hvor det at føle sig som en outsider ikke er noget, man skal skjule, men noget, man skal omfavne. Vi ville have, at pladen skulle føles styrkende – som en hymne for alle, der nogensinde har følt, at de ikke passede ind i formen. Sonisk fik disse temaer os til at blande melankolske melodier med kraftfulde beats – en balance mellem sårbarhed og styrke, altid med et nik til fortiden, men med blikket fast rettet mod fremtiden.

TF: Sammenlignet med jeres debut ‘Rimini’ læner dette album sig mere ind i new wave, post-punk og synthpop, samtidig med at det bevarer noget klubenergi. Var skiftet bevidst, eller opstod det organisk under produktionen?
Jakob: Ja, fra begyndelsen ville vi have, at albummet skulle være mere sangdrevet og bringe flere guitarer ind. Vi har altid været meget optagede af new wave og post-punk, så det gav bare mening at gå i den retning. Grænserne mellem genrer er jo ret flydende alligevel.

TF: Numre som ‘No More Tears’ og ‘Girls Gang’ føles som hymner. Blev de skrevet med liveoptrædener i tankerne, eller udviklede de sig anderledes i studiet?
Max: Generelt kom skiftet mod mere traditionelle sangstrukturer på det nye album helt naturligt; vi forsøgte ikke rigtigt at konstruere dem til scenen. Når det er sagt, påvirkede de over 50 liveshows, vi spillede efter udgivelsen af det første album, helt sikkert vores lyd en smule. Til at begynde med troede vi, at vi skulle spille sene klubshows i denne opsætning, men på vores egne koncerter spillede vi for det meste mere traditionelle tidspunkter. Og jo flere sange vi skrev, jo flere ville vi gerne spille, så vi forkortede de fleste ret drastisk for at kunne få så mange med som muligt.

TF: Albummet rummer mere liveinstrumentering (bas, guitar) og et udvidet vokaludtryk fra Dina. Hvordan ændrede det jeres kreative dynamik som trio?
Jakob: Jeg vil ikke sige, at vores dynamik ændrede sig, bare fordi vi brugte mere bas og guitar denne gang. Om det er en synth eller en guitar – helt ærligt gør det ikke den store forskel for vores arbejdsmetode. Men vokalerne, ja, det er en anden historie. Jeg synes virkelig, Dina skubbede til sine grænser på numre som “Nothing to Hide”, og det har åbnet nye muligheder for os som band. Med den unikke måde, hun har fundet sin stemme på, kan vi nu gribe omkvæd og andre dele af en sang an på en helt ny måde.

TF: I har nævnt nostalgi som et tema – ‘Halkidiki’ findes endda i en græsk version. Hvilke personlige eller kulturelle minder inspirerede albummets retrofuturistiske stemning?
Dina: Nostalgi er et centralt tema på albummet, både i musikken og teksterne. Det er en bittersød følelse, hvor man oplever glæde og melankoli på samme tid. Halkidiki er inspireret af den græske region af samme navn, et sted hvor jeg har tilbragt en del af mine somre, siden jeg var barn, ligesom de fleste mennesker fra det nordlige Grækenland. Jeg ville indfange den ubekymrede, frisindede energi i en sang. Den græske version af nummeret gav mig mulighed for at uddybe forbindelsen til stedet og minderne.

Vi var alle stærkt påvirkede af Italo disco, new wave og electroclash, da vi voksede op, og vi ville kanalisere de lyde ind i albummet, samtidig med at vi gav dem et friskt, futuristisk twist. Den retrofuturistiske stemning er vores måde at blande fortiden med det, der ligger forude, og skabe noget, der føles både nostalgisk og fremadskuende.

TF: Hvilket nummer var sværest at færdiggøre på ‘Girls Gang,’ og hvorfor?
Max: Vores arbejdsgang er ret hurtig, og jeg kan ikke huske, at vi sad fast i nogen af de originale numre under produktionsprocessen. Når vi normalt støder på større problemer, begynder vi bare på en ny sang. Det var svært at få klubversionerne af ‘Promise Me’ og ‘Schall & Rauch’ til at sidde rigtigt, og vi måtte starte forfra flere gange, indtil vi alle var tilfredse med dem. Derfor har vi nu en hel hær af DJ-venner til at gøre arbejdet for os og remixe albumnumrene, så de også kan spilles på dansegulvet 😉

TF: Den indie-eksklusive 2 LP indeholder klubversioner og remixes af DJ Hell, Damon Jee og andre. Hvordan beslutter I, hvilke numre der skal omarbejdes, og hvad gør en sang klar til et remix?
Dina: Vi satte dette remixeventyr i gang, fordi vi ville give vores mere organiske numre en ordentlig dansegulvsforvandling. I stedet for at udvælge bestemte sange til remixerne kontaktede vi kunstnere, vi virkelig holder af – DJ Hell, Damon Jee, Phunkadelica og The Populists – og gav dem frihed til at vælge det, der satte gang i deres kreativitet. Da de endte med at vælge numre, der allerede var ret elektroniske, og fordi vi ville give de mindre dansegulvsorienterede numre et mere elektronisk udtryk, besluttede vi at få endnu flere remixere med. Så glæd jer til endnu flere bangers i løbet af de næste måneder!

TF: Jeres liveshows får stor ros. Hvordan omsætter I ‘Girls Gangs studie finesser til scenen, især med de ekstra liveinstrumenter?
Jakob: Vi tænker altid over, hvilke dele vi realistisk kan spille live. Nogle ting giver bare mere mening fra computeren, for eksempel trommerne. De er super elektroniske og stramme, og et rigtigt trommesæt ville ændre hele den mekaniske stemning. Max tager som regel sig af synthsekvenserne og omarbejder dem lidt live, mens jeg fokuserer på melodierne. Det holder tingene friske. Vi elsker også at lege med overgange, blande numre og finde nye måder at forbinde dem på. Vokalerne er primært Dinas område, og Max og jeg støtter hende.

TF: I har spillet alt fra Reeperbahn Festival til undergrundsklubber. Tilpasser I jeres sæt til forskellige publikummer, eller er Dina Summers liveoplevelse kompromisløs?
Max: Vi ændrer konstant vores livesæt og tilpasser setlisterne til næsten hvert show. Heldigvis har vi nok materiale nu til at ramme rigtigt hos alle slags publikummer. Selvfølgelig sørger vi for at beholde de vigtigste numre og fanfavoritterne i sættet!

TF: Med en turné planlagt for resten af året, hvad kan fans forvente af jeres Girls Gang-liveshows? Kommer der overraskelser i setlisten eller produktionen?
Jakob: Ja, som Max sagde, ændrer vi livesættet hver gang og mærker efter i rummet. Hvis det er en klub, er sættet mere klubbet med flere overgange og længere stræk i samme stemning. På festivaler eller til almindelige koncerter er det mere blandet; vi kombinerer indie-numrene med de mere teknodrevne. Det vigtigste mål er altid at ramme det ekstatiske dansemoment. Det handler om at jagte den følelse af eufori.

TF: Efter fem år, hvordan ser I Dina Summer udvikle sig? Er der genrer eller medier (for eksempel filmmusik eller samarbejder), I gerne vil udforske?
Dina: Må vi drømme stort? Forestil jer, at vi udgiver en ny plade på et af vores hellige grail-labels – Mute, Sacred Bones, Deewee, Dark Entries … listen fortsætter. Vi ville gå helt amok over at lave musik til en film, helst noget uhyggeligt og mystisk (Tim Burton, læser du med?). At turnere som support for en af vores idoler – The Cure, Depeche Mode eller Nine Inch Nails – ville være på et helt andet niveau. Et samarbejde med John Carpenter eller LCD Soundsystem? Klem os. Og selvfølgelig ville en video instrueret af Michel Gondry være prikken over i’et. Sandheden er, at vores ønskeliste kunne fylde flere bind – kom bare med det!

TF: Berlins scene er i konstant forandring. Hvor ser I jer selv – og synth-wave/dark-disco-bevægelsen – om nogle år?
Max: Ligesom Berlins scene er vi også hele tiden i bevægelse og udvikler vores lyd. Hvis man lytter til vores Local Suicide- eller Kalipo-udgivelser fra de seneste 10 år, vil man se, at vi altid har kunnet lide alle mulige stilarter og genrer, og jeg kan ikke forestille mig, at det ændrer sig i den nærmeste fremtid! Vi er allerede begyndt at skrive nye sange, som på en eller anden måde ligner de tidligere, men igen er en smule mere klubbet.

Personligt tror jeg, at elektronisk musik bliver meget langsommere igen i løbet af de næste to år, fordi selv de unge, der begyndte at feste under COVID, snart vil have fået nok af TikTok-techno på 145 bpm og deres pop-gabba-trance, hvilket jeg ser meget frem til, da jeg altid har foretrukket at lave musik inden for 90-115 bpm, fordi baslinjerne står tydeligere, og der er mere plads til vokaler osv.

TF: Hvis Girls Gang havde et manifest, hvad ville det så være? Og hvad sker der efter turnéen?
Dina: Hvis Girls Gang havde et manifest, ville det handle om at styrke individer til at omfavne deres sande jeg, især i svære øjeblikke. Det er en fejring af mod, frihed og selvudtryk, som opmuntrer alle til at bryde fri af samfundets forventninger og turde skille sig ud. Albummet er til dem, der ikke er bange for at være sig selv uden undskyldninger og danse gennem livet med rå, utæmmet energi, selv når tingene bliver svære. Det handler om at finde styrke i sårbarheden og empowerment i modgang.

Efter turnéen tager vi en kort pause for at lade op, men vi spiller stadig nogle få festivalshows hen over sommeren. Når vi har haft tid til at tænke os om og finde sammen igen, fokuserer vi på at skrive ny musik. Vi glæder os til at se, hvor næste kapitel fører os hen, og kan ikke vente med at eksperimentere med friske idéer til fremtiden!

Du vil måske også kunne lide:

SHOUSE vender tilbage med den euforiske nye single, ‘Sunrise’

VOLT Milan udvider sin arv med nyt pladeselskab af samme navn

Interview med Delara: Hvor melodi og arv flettes sammen