Aiwaska om musikalsk alkymi, ny musik og kunstens kontemplation

Den GRAMMY-nominerede producer fortæller om at male billedet af brasiliansk karneval i sin nye single med Milletrax, mens han ser tilbage på rejsen siden sit andet album ‘Truth & Love’, udforskningen af kreativitet med andre kunstnere, sin årtier lange karriere og meget mere.

Aiwaskas mystik og anonymitet afholdt ikke den berejste veteran-DJ og producer fra at indgå i en samtale med os, der følger udviklingen i hans karriere. Selvom han har haft succes på scenen i over tredive år, tog han masken på i 2026 for at hellige sig sine musikalske projekter og sociale initiativer. Med to album på cv’et og en lang række EP’er og singler, der har vundet både fans og sværvægtere inden for EDM, føjer Aiwaska endnu mere til sit stadigt voksende repertoire.

Hans seneste udspil er ‘Nena’ med Milletrax, der netop er udkommet på Junior Jacks label Adesso Music. Det er en afdæmpet blanding af latin-instrumentering og rullende percussion, båret af vokalstumper, der signalerer en stemning af solbeskinnede grooves. Singlen følger efter hans anmelderroste andet album, ‘Truth & Love’, som er blevet føjet til sets af blandt andre Acid Pauli, Adriatique, Vintage Culture, Paco Osuna, Claptone og flere.

Aiwaska har haft travlt på det seneste, og vi fik mulighed for at tale med ham om musikalsk alkymi med samarbejdspartnere, søgen efter indre dybde midt i utallige trends og musikalske forandringer, kommende samarbejder med Tiger Stripes, Akira Arasawa og Shapov, den videre udvikling af Aiwaska Planet og meget mere!

Tillykke med den kommende udgivelse af din single ‘Nena’ med Milletrax. Hvad kan du fortælle os om processen bag nummeret?

AIWASKA: For mig er spørgsmålet om at skabe dette nummer i sidste ende et spørgsmål om selve musikkens natur. Jeg er i stigende grad blevet overbevist om, at musik ikke opstår i kompositionsøjeblikket; den eksisterer allerede i en dybere virkelighedsorden, og komponisten træder blot ind i en bestemt indre overensstemmelse med denne orden. Vi skabte ikke så meget Nena, som vi forsøgte at opdage en form, der allerede var til stede i lydens usynlige arkitektur.

Det, der interesserede os, var foreningen af elektronisk musik og liveinstrumenter – ikke som et teknisk eksperiment, men som mødet mellem to principper. Elektronisk lyd bærer kvaliteten af krystalliseret tid, mens liveinstrumentet bærer det organiske livs åndedræt. Deres møde minder om foreningen af sten og lys, materie og rytme, lov og frihed.

Billedet af det brasilianske karneval var aldrig et dekorativt tema for os; det var symbolet på et urgammelt mysterium. Karnevallet er det øjeblik, hvor verdens velkendte struktur opløses, så en dybere orden kan åbenbare sig. Det, der udadtil ligner vanvid, kan indadtil være frigørelsen af vitale kræfter. Vi ønskede netop at fremkalde den tilstand, hvor glæde ophører med blot at være en følelse og bliver en kosmisk impuls, der kan bryde de indre mure ned, som begrænser mennesket.

Jeg har altid opfattet musik som opførelsen af et usynligt tempel. Hvert nummer er en sten, der skal formes, renses for det tilfældige og placeres på sin rette plads i værkets hellige geometri. I den forstand er Nena ikke en fortælling om fest; det er en udforskning af, hvordan rytme kan vække mindet om en oprindelig helhed i et menneske.

Det er jeres andet samarbejde med Milletrax; var oplevelsen anderledes, da I lavede de to numre?

AIWASKA: For at være præcis er dette faktisk vores tredje samarbejde, og der er stadig flere udgivelser på vej. Men selve antallet er af mindre betydning end samarbejdets princip. Et ægte samarbejde er ikke summen af to ophavspersoner; det er fremkomsten af et tredje rum, hvor begge deltagere ophører med udelukkende at tilhøre sig selv.

Milletrax og jeg har været nære venner i mange år, og det er netop dette venskab, der har skabt en sjælden tillid til det ukendte mellem os. Jeg drages af usædvanlige liveinstrumenter, uventede tonale bøjninger og lydelementer, der endnu ikke er trådt ind i musikkens konventionelle ordforråd. Milletrax har til gengæld en dyb fornemmelse for form, struktur og den tætte, levende tilstedeværelse i analog lyd. Hvis man skulle tale de gamle bygmestres sprog, leder den ene af os efter stenen, mens den anden forstår buens lov.

Hvert af vores numre adskiller sig fra det foregående, fordi vi nægter at gentage en formel, vi har fundet. Gentagelse kan skabe håndværk, men den fører ikke til indvielse. Vi træder bevidst ind i et område, hvor intet udfald kan garanteres. Det er netop dér, levende musik bliver til.

Det vigtigste for mig er, at vores arbejde minder om en alkymistisk proces. Det oprindelige materiale er altid ufuldkomment, men gennem langvarig interaktion, tvivl, opløsning og genopbygning begynder det gradvist at afsløre sin egen indre form. I den forstand minder musik om at forme den rå sten: Kunstnerens opgave er ikke at påtvinge materien sin vilje, men at frigøre den arkitektur, der er skjult i den.

Derfor bliver hvert samarbejde mere end en ny komposition; det bliver endnu et trin i et indre konstruktionsarbejde. Og måske er det dét, der gør processen så dragende: Vi ved aldrig, hvilken dør der åbnes af den næste sten, der lægges i fundamentet til det tempel, der endnu skal bygges.

‘Nena’ kommer efter udgivelsen af dit andet album, ‘Truth & Love’. Hvordan har modtagelsen af albummet været blandt dine fans og dit publikum efter næsten en måned?

AIWASKA: Jeg opfatter ikke et album som en samling numre, men som en levende organisme. Hver komposition har sit eget formål, sin egen rytme og sin egen åndelige funktion. Det vigtigste for mig var at se, at disse stykker ikke blot fandt lyttere; de fandt mennesker, som de indgik i en form for indre resonans med.

På dette album eksisterer forskellige kræfter side om side: electro, østlige melodier, kluborienterede kompositioner og eksperimentelle former. Men mangfoldigheden af genrer var aldrig målet. Tværtimod var de forskellige facetter af én søgen – søgen efter sandhed og kærlighed som to grundlæggende bevidsthedsprincipper. Sandhed uden kærlighed bliver kold geometri, mens kærlighed uden sandhed opløses i formløshed. Musik opstår i det punkt, hvor disse to principper mødes.

Det opmuntrede mig dybt at se, at flere numre fandt et særligt stærkt udtryk i sets af Acid Pauli, Paco Osuna, Claptone, Adriatique, Vintage Culture, Sasha Carassi, Fideles, Joris Voorn, Joyce Muniz, Samantha Loveridge og mange andre kunstnere. De østligt inspirerede kompositioner slog stærkt igennem på TikTok og Instagram og genererede mere end fem millioner visninger. Men endnu vigtigere var det at opleve det øjeblik, hvor musikken begyndte at leve sit eget liv.

Den mest uventede rejse var den, electro-nummeret, vi skabte sammen med Milletrax, tog. Dets usædvanlige struktur, brugen af stilhed og vokalens karakter forvandlede det til en slags skjult slutsten i albummet. Nogle gange bliver det værk, der virker som den største risiko, netop den sten, der fuldender buen. Nummeret fandt genklang hos mennesker på vidt forskellige dansegulve og i forskellige kulturelle landskaber, fordi det ikke taler til smag, men til en dybere rytmeerindring, der eksisterer under selve kulturen.

Hvad kan du fortælle os om at skabe og producere ‘Truth & Love’?

AIWASKA: For mig har det altid føltes som at bygge en katedral at skabe et album. Et enkelt nummer kan være en smuk søjle eller et farvet glasvindue, men det er kun helheden, der afslører arkitektens vision. Et album kræver en anden bevidsthedstilstand, fordi det ikke er bygget op omkring ét indtryk; det er bygget op omkring en indre rejse.

For mig var Truth & Love et forsøg på at skabe et indvielsesrum. Hver komposition skulle ikke blive en episode, men et skridt på en vej. Lytteren bevæger sig gennem forskellige tilstande – tvivl, spænding, forløsning, stilhed, ekstase – og begynder gradvist at høre ikke kun musikken, men også noget i sig selv.

Derfor var det afgørende for mig at samle forskellige genrer og forskellige musikere. Forskellige musikalske sprog er som forskellige sten i det samme tempel. Deres formål er ikke at være identiske, men at tjene én proportion, én underliggende harmoni.

At albummet udgives på mit eget label, gav mig en særlig form for frihed. Når en kunstner ikke længere er styret af ydre forventninger, kan han følge selve værkets indre lov. Det er grundlæggende for mig. Kunst bør ikke styres af markedet, men af det, de gamle mestre kaldte mål og tal. Det er gennem mål og tal, at den sande form opstår.

Jeg er overbevist om, at et ægte kunstværk begynder at tage form, når ophavspersonen holder op med at være dets ejer og bliver dets tjener. Albummet tilhører ikke mig; jeg deltog blot i processen, hvor det blev åbenbaret. Og hvis det rummer en form for helhed, skyldes det ikke min vilje, men den usynlige harmoni, der altid går forud for menneskelig skaben.

Hvordan var oplevelsen af at samarbejde med Prana Flow, G.Zamora og Thomas Gandey på albummet?

AIWASKA: Jeg opfatter ikke samarbejde som en simpel kombination af professionelle færdigheder. Et ægte samarbejde opstår først, når flere mennesker bliver deltagere i et fælles indre arbejde. I gamle traditioner var værkstedet ikke blot et sted, hvor genstande blev skabt; det var et sted, hvor skaberen selv blev forvandlet gennem processen. Musikken viderefører dette gamle princip.

Prana Flow, G. Zamora og Thomas Gandey er ikke blot musikere; de er mennesker, der har modet til at træde ind i det ukendtes rige. Det, der forbinder os, er ikke en bestemt stil, men en fælles forståelse af kreativitet som en form for udforskning af bevidstheden. Vi bragte hver vores sprog ind i processen, men formålet var ikke at bevare vores adskilthed; det var at opdage en højere orden, hvor individuelle stemmer bliver instrumenter i en større komposition.

Jeg drages altid af at arbejde med mennesker, der ikke er bange for at udfordre og opløse deres egne etablerede former. For kun gennem ødelæggelsen af det, der er blevet fuldendt, kan noget uafsluttet åbenbare sig. Og det er netop i det uafsluttede, at muligheden for åbenbaring findes.

Hvad lærte du af samarbejdet, som du tager med ind i fremtidige projekter?

AIWASKA: Det lærte mig, at den største illusion, en kunstner kan have, er troen på, at han allerede kender grænserne for sit eget sprog. Hver gang vi krydser grænsen for det velkendte, møder vi ikke tomhed; vi træder ind i et nyt eksistensfelt.

Jeg tror i stigende grad på, at det kreative flow ikke kan kontrolleres i ordets almindelige forstand. Man kan kun gøre det muligt. Ligesom en arkitekt ikke skaber tyngdeloven, men bygger i harmoni med den, skaber en kunstner ikke selve inspirationen; han opfører snarere en indre arkitektur, der kan tage imod den.

Det er netop derfor, rejsen med nummeret “Love & Truth” var så dybtgående for mig. Oprindeligt forestillede jeg mig det som en kontemplativ introduktion – næsten som en tærskel, lytteren skulle træde over for at komme ind i albummets indre verden. Men undervejs forvandlede det sig til en kraftfuld dansegulvskomposition. Det blev en lektion i ydmyghed. Værket viste, at det havde sin egen retning, der rakte ud over min oprindelige intention.

Nogle gange rummer et frø, som vi opfatter som en enkel prydblomst, potentialet til at blive et træ, der kan forvandle et helt landskab. Kunstnerens rolle er ikke at påtvinge skabelsen en forudbestemt form, men at have modet til at lade den skjulte mulighed åbenbare sig.

Hvad gør et samarbejde virkelig fascinerende for dig?

AIWASKA: For mig bliver samarbejde først virkelig levende, når det er forbundet med en fælles søgen efter sandhed. Når mennesker forener sig udelukkende for at nå et resultat, skaber de en struktur. Men når de forener sig i opdagelsens ånd, skaber de en organisme.

Jeg drages af musikere, der ikke er bundet af en tilknytning til deres eget ego. Egoet bygger naturligt mure, mens kunsten kræver, at man bygger broer. Et ægte samarbejde minder om billedhuggerens gamle arbejde, hvor hver person former sin egen sten, men ingen gør krav på selve skulpturen.

Det er i dette øjeblik, at det, jeg kalder musikalsk alkymi, begynder at opstå. Det er en tilstand, hvor man ikke længere kan afgøre, hvem den oprindelige idé tilhørte, fordi idéen selv har overskredet individet og er blevet en del af rummet mellem mennesker. På det tidspunkt ophører musikken med blot at være et udtryk for personlighed og bliver en manifestation af en større lov – et princip, der åbenbarer sig som noget stærkere end den individuelle vilje.

Sammenlignet med din kreative proces på albummet ‘Flora Fauna’ fra 2025, var din tilgang så anderledes, da du lavede ‘Truth & Love’?

AIWASKA: Jeg bryder mig ikke om at sammenligne kunstværker, fordi hver skabelse hører til på et bestemt trin i en indre biografi. Vi tror ofte, at skaberen forbliver den samme person gennem hele rejsen, men det er en illusion. Bevidstheden befinder sig i en konstant proces af død og genfødsel.

Der findes et gammelt billede af den utilhuggede sten og den fuldendte sten. De er ikke to separate genstande, men to tilstande af det samme væsen. Den samme forvandling finder sted i mennesket. Hvert færdiggjort album tager én eksistensform fra kunstneren og kræver, at en anden opstår.

Derfor er “Flora Fauna” og “Truth & Love” ikke blot fortløbende kapitler i en fortælling; de er to forskellige indvielser. Det ene album er en dialog med naturen som en levende organisme i verden, mens det andet udforsker den indre polaritet mellem sandhed og kærlighed som grundlæggende principper for åndelig udvikling.

Jeg mener, at en kunstner aldrig bør forsøge at gentage sig selv. Gentagelse styrker personligheden, men svækker ånden. Kunst skal forblive en forvandlingens vej, ikke blot en optegnelse over en biografi.

Hvilke trends eller udviklinger har moret dig mest i din lange karriere, der spænder over tre årtier i musikbranchen?

AIWASKA: I løbet af tredive år har jeg været vidne til utallige forandringer: teknologiens udvikling, branchens skiftende struktur, den stigende hastighed, hvormed musik spredes, og måderne, folk oplever den på. Men jo mere den ydre verden har forandret sig, desto tydeligere er én sandhed blevet åbenbaret: Mennesker søger i sidste ende ikke lyd; de søger mening.

Musikalske trends i sig selv overrasker mig ikke. Det, der fascinerer mig, er, hvor hurtigt civilisationen begynder at tilbede sine redskaber, mens den glemmer deres formål. Teknologi er en storslået hammer, men hammeren ved intet om det tempel, den skal hjælpe med at bygge.

I dag er mit ledende princip bemærkelsesværdigt enkelt: at skabe musik på en måde, der hjælper et menneske med at huske sin egen indre dybde. Hvis et værk ikke udvider bevidstheden, er det kun underholdning. Underholdning kan skabe glæde, men den forvandler ikke det indre menneskes arkitektur.

Jeg mener, at ægte kunst må genoprette menneskehedens evne til kontemplation. For det er gennem kontemplation, at ansvar opstår, og uden ansvar kan ingen meningsfuld fremtid bygges.

Hvad kan vi forvente fra dig i de kommende måneder?

AIWASKA: På overfladen kommer der nye udgivelser og nye projekter, men indadtil opfatter jeg den næste periode som en fortsættelse af én større vej.

Der er samarbejder med Tiger Stripes på vej, en EP med den japanske musiker Akira Arasawa er endelig færdiggjort, inklusive et stærkt remix fra Alican, og til efteråret kommer et nyt samarbejde med Shapov. Hvert af disse projekter har sin egen lydlige identitet, men de forenes af én fælles intention – udforskningen af nye former for musikalsk bevidsthed.

En særlig meningsfuld retning for mig er den videre udvikling af Aiwaska Planet. Vi er i øjeblikket ved at skabe en ny duft, og mange bliver overraskede over, at musik og duft eksisterer i det samme kunstneriske univers. Men i gamle mysterietraditioner blev lyd, duft, lys og rum aldrig opfattet som adskilte elementer. De blev betragtet som dele af én samlet perceptionsarkitektur.

Derfor bruger jeg under mine optrædener særligt skabte aromatiske kompositioner. Duft har evnen til at vække lag af hukommelsen, som forbliver utilgængelige for intellektet. Den bliver en usynlig dimension i den musikalske oplevelse.

Den nye duft bliver tilegnet Verdens Store Arkitekter. For mig repræsenterer dette billede det evige skabelsesprincip, hvorigennem kaos gradvist bliver til kosmos. Ethvert menneske bærer billedet af en indre arkitekt i sig. Men denne arkitekt begynder først at tale, når et menneske holder op med blot at bygge den ydre verden og begynder det dybere arbejde med at konstruere sig selv.

Vi udvikler også aktivt den digitale visualisering af vores univers for at udfolde projektets filosofi mere dybtgående og rette opmærksomheden mod vores væsentlige mission – at støtte miljøet og beskytte vilde dyr.

Jeg mener, at fremtidens kunst ikke kun skal være æstetisk, men også etisk. Den skal skabe former, der kan hele adskillelsen mellem menneskeheden, naturen og tilværelsens åndelige fundament. Hvis musik ikke bliver en kærlighedshandling, forbliver den blot lyd. Men når den bliver en kærlighedshandling, forvandles den til opførelsen af et usynligt billede – det billede, menneskeheden har bygget på gennem alle tider.

Følg med hos TFword på: Instagram | Facebook | X

Du vil måske også kunne lide:

Bag kulisserne på Jack Marlow’s genreudviskende crossover

LEGION fortæller om rejsen bag ‘Wakefield Dub’

Inde i mekanikken bag Franz Scala’s retrofuturistiske groove