Britisk folkemusik fortæller LGBTQ-historier
Engelsk folkemusik har ikke altid været progressiv. Nu fortæller queer-venlige kollektiver som Bogha-frois og FemFolk LGBTQ-historier gennem traditionel musik.
Genren engelsk folkemusik har ikke altid været progressiv. Nu fortæller queer-venlige kollektiver som Bogha-frois og FemFolk LGBTQ-historier gennem traditionel musik – og de blomstrer. Den skotske singer-songwriter og violinist Pedro Cameron grundlagde Bogha-frois (gælisk for »regnbue«) i 2018 ud fra overbevisningen om, at »traditionen [i folkemusikken] er historiefortælling«, og at »pointen er, at historier hele tiden forandrer sig«. »Man behøver ikke kun synge gamle sange,« forklarede han. Efter deres første koncert på Celtic Connections i 2019 blev Bogha-frois-kollektivet inviteret tilbage i 2020. Begge års koncerter præsenterede forskellige queer-musikere – fra de fremadstormende sangskrivere Finn Anderson og Scarlett Randle til de etablerede traditionelle artister Anna Massie og Rachel Sermanni. Det første år havde koncerten »føltes lidt som et sats«, fortalte Cameron. De var usikre på, hvem publikum ville være, og hvem der ville dukke op, men til sidst viste det sig, at der var »et helt publikum af mennesker, som havde ventet på den«.
Se Bogha-frois: LGBT+ Voices in Folk via Man of the Minch på YouTube
På den sidste aften af Celtic Connections festival 2020 lagde Glasgow Royal Concert Hall scene til en varietéaften med optrædener fra nogle af genrens største navne. Men i Strathclyde Suite havde Bogha-frois-projektet samlet queer-folkemusikere fra Skotland og resten af verden – en cajón-tromme med »Trans rights are human rights« skrevet med sort tape skilte sig ud, og en regnbuefarvet violin var oplyst bagerst på scenen, rapporterede Harry Harris fra The Guardian. Harris forklarede også, at årets Pride-måned bød på arrangementer, der anerkendte »rigdommen i queer-identitet« og folkemusikkens voksende rolle i den sammenhæng, fordi queer-artister bruger den til at »kommunikere deres erfaringer« ved at henvende sig til et fællesskab, hvis historier er sjældne i genren. Den canadiske folkesanger og grundlægger af FemFolk, Ariana Brophy, udtalte desuden: »Folkesange og -klubber er i overvældende grad domineret af mænd i skræmmende maskuline og heteronormative sammenhænge« – derfor forsøger man at skabe et rum uden for den traditionelle kreds. Ligesom Bogha-frois oprettede Brophy FemFolk for at støtte kvinder, nonbinære og interkønnede artister på den britiske folk-scene – artisten forklarede, at sådanne artister kan ende i en fastlåst situation, fordi »deres mulighed for at finde publikum er direkte forbundet med den støtte, de modtager, som igen er direkte forbundet med antallet af muligheder, der er tilgængelige for dem«, med henvisning til statistikken over Spotify-playlister, som viser, at antallet af lyttere til kvindelige og nonbinære musikere er langt lavere end antallet af lyttere til mandlige artister.
Se Tom Robinson synger »Glad to be Gay« til Theresa May via ReelNews på YouTube
Selv om queer-historier tidligere har fundet vej ind i folkemusikken – Billy Bragg og Kirsty MacColl sang Sexuality – »en begejstret hymne til seksuel frigørelse« – i 1991, mens Tom Robinson udgav Glad to Be Gay helt tilbage i 1978 – står de ikke centralt på folk-scenen. Det oplevede Jane Edwardson (musikalsk leder af LGBT-koret Gay Abandon), da hun forberedte et queer-tematiseret folk-sæt, som ville være »en ret stor forandring for Gay Abandon«, sagde hun. »Jeg ville have sange med, som de kunne relatere til, og som ville have betydning nu,« forklarede Edwardson.
Featured Image via Unsplash
